Lablaza Dieter Schöön

Der er masser at elske og hade Dieter Schööns debutalbum for. Det brager derudaf i halvdelen af numrene, mens andre præges af en tilbagelænet vokal; det hele krydret med en imponerende idérigdom. Attituden er fræk og modig, hvilket virkelig tænder eller slukker for lytterens lyst til at høre mere.

Dieter Schöön er dæknavnet for den svenske musiker Dieter Hallén, der har spillet musik siden midten af 80'erne. Han har blandt andet ageret som trommeslager i Punk Funk Union og Silverbullit, og som Zeke Schöön har han udgivet mere klub-orienterede 12”.

På Lablaza folder han sit poptalent ud med ikke så små armbevægelser. Allerede åbningsnummeret "Manuel" er en eklektisk omgang dance, der skifter stil og tempo efter Dieter Schööns forgodtbefindende. Nummeret begynder i et alternativt electro-klubland med hviskende vokal og et pumpende beat. Et break smider stemningen tværs over Atlanterhavet til en mexicansk landsby, hvor Dieter pludselig sidder i skyggen under halvtaget med sin spanske guitar og synger på spansk. Men kun for et kort stund er vi i solen, for hurtigt er beatet fra klubben tilbage, og en bunke horn gør stemningen ekstra hot på det mørke kælder-dansegulv.

Sådan er Dieter Schöön bedst: en god melodi med et stærkt beat og ikke for mange idéer til at forplumre den originale tanke. "Mary Jane" har også masser af tempo og mexicanske mariachi-horn, men lidt ligesom åbnerens sidste del drukner lydbilledet i de lidt for mange indfald. Generelt fungerer numrene, når tempoet er højt, mens de langsommere numre meget nemt bliver ret 'suppe, steg & is'-agtige; "Warm Hearts" og "Soft and Slow" mangler lige en ekstra tand substans for at kunne stå som modstandsdygtige vandingshuller i strømmen af tempofyldt dance-pop, der ellers dominerer albummet.

"Jethead" lykkes dog som albummets bedste Bowie-ballade-pastiche – i hvert fald indtil nummeret tvinges til en pumpende transformation, der gør et nummer, der kunne være et outtake fra Hunky Dory til lidt for meget eurodance – endnu et sted, hvor ideernes overflod kvæler kvaliteten.

Gennem hele Lablaza balancerer Dieter Halléns vokal på grænsen mellem det fjollede, det tilbagelænede coole og det Bowie’ske – i "Jethead" er han cool som Bowie, og så er der sandelig spor af Stephin Merritt i det afsluttende "Auf Wiedersehen". Man skal ikke sige, at Hallén ikke synger, som han har lyst til; vokalen er – når den er mest afbalanceret - en del af fornøjelsen ved albummet. Idéerne er der rigtig mange af på Lablaza – og der er da også lidt for mange af dem; i hvert fald hvis humøret ikke er til det.

Omvendt må man tage hatten af for den kampgejst, som den 37-årige svensker insisterer på fest og ballade med. Lablaza er farverigt, rodet og fyldt med sjov. af Jakob Lisbjerg