Hit and miss. Luksuriøst monsterværk fra svensk-kroatisk trompetist. Hvordan anmelder man en plade, der er et kunstbogværk og en halvanden time lang dobbelt-cd, som spænder fra ambient electronica med trompet (Y) til fint orkestreret afrojazz (X), når man har 1.000 tegn til sin rådighed? Man begynder med hurtigt at skrive, at den nummererede bog, der udgives i 500 eksemplarer er flot og fyldt med flotte kollager, grafiske værker og fotografier af trompetmutanter og æg. Derefter skriver man, at Y flyder over med anonyme ambientkonstruktioner, som er så anonyme, at de er betitlet Perfect Temperature For Leaving, Part 1-9. Over disse ret ligegyldige synthbårne electronicastykker svæver en oftest ret fesen trompet, som leverer det melodiske indhold. Desværre hæver musikken sig aldrig over klichéstadiet. Til sidst skriver man, at X, derimod, er et bandprojekt med fødderne solidt plantet i afrojazzen, men med stillån fra alle mulige andre traditioner. Amerikansk funk og asiatisk percussionmusik, for eksempel, og det er på X, at Goran Kajfeš formår at imponere.
4/6
Jesper Buhl